Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt.dk nr. 36 - 8. dec. 2006

Pas på indeklimaet i din bolig

Summen af computere, strygejern, skoplejemidler og julespray i din bolig kan tilsammen give et usundt indeklima, da produkterne hver især afgiver en række kemiske stoffer. Børneværelset er det rum, hvor man kan finde den højeste koncentration af sundhedsskadelige stoffer.

Det viser en række beregninger af det samlede kemikalietryk fra udvalgte produkter i vores hjem, som Miljøstyrelsen netop har offentliggjort.

Der mangler intet. Computeren, mobiltelefonen, væg-til-væg-tæppet, den dekorative lampe og det nye skrivebord er på plads. Men det er den dårlige kemi desværre også. For alle de produkter, som vi har i vores bolig, afgiver hver især en række stoffer til luften, som tilsammen kan påvirke vores helbred. Og det kan være et problem, da vi lever langt det meste af tiden indendørs.

En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen har beregnet den samlede koncentration i luften indendørs fra en række kemiske stoffer fra produkter, som typisk er placeret i køkkenet, børneværelset eller bryggerset, fx fjernsyn, hårtørrere, pletfjernere, hobbylime og printere. Koncentrationen er beregnet for stofferne formaldehyd, acetaldehyd, phenol, benzen, toluen, xylen, styren og limonen.

Samlet stofkoncentration kan skade helbred
Beregningerne viser, at møbler, elektronik og legetøj tilsammen kan afgive stoffer i så store mængder, at det kan påvirke vores helbred. Det kan eksempelvis være allergiske reaktioner, luftvejsirritationer, hovedpine og svimmelhed.

- Der er ingen grund til at gå i panik. Men der er dog grund til at være ekstra på vagt i visse, men sjældne tilfælde, hvor forbrugerne julesprayer indendørs og brænder røgelse af samtidig med, at alle elektriske apparater kører. Og det hele sker uden udluftning, siger biolog Frank Jensen fra Miljøstyrelsen, Kemikalier.

Børneværelset er mest udsat
Der er nemlig grund til at være ekstra opmærksom på, at produkter som computere, skærme og legetøj kan medvirke til et dårligt indeklima. Især i børneværelset kan der være høje koncentrationer, da her ofte er tale om små rum, der typisk indeholder mange produkter, der kan afgive de uønskede stoffer.

- Vi har set, at koncentrationen af nogle af stofferne i få tilfælde kan nærme sig den grænse, som børnene maksimalt kan tåle pr. dag. Da børn en særlig følsom gruppe, skal forældre derfor være særlig opmærksomme på, hvis der lugter kemisk på deres værelser, fortæller Frank Jensen.

Gode råd om godt indeklima:

Luft jævnligt ud – især på børneværelset

­Brug næsen – lugter det, så luft ud

­Gør hyppigt rent

Brug de grønne tips på www.mst.dk

I juletiden:

­ Luft ud når stearinlysene har brændt

­ Når julegaverne lugter kemisk

­Brug kun julespray udendørs

Sundhedsrisici afhænger af koncentration, produkter og tid
Påvirkningen afhænger af, hvor længe man opholder sig i de forskellige rum, hvilke produkter værelset er fyldt med, og hvor høje koncentrationer, den enkelte person udsættes for. Rapporten opstiller en række sundhedsfaglige scenarier. Under normale omstændigheder vil et barn på 10 kg ligge under den højest tolerable dosis. Men i værst tænkelige tilfælde hvor et barn opholder sig 24 timer på sit værelse, der er spækket med helt nye produkter, som alle er i brug – og der ikke luftes ud, så kan barnet indånde for høje doser af stoffer som benzen og toluen, der kan udgøre en risiko for sundheden.

Adfærden spiller ind
Vi ved, at visse produkter afgiver flere problematiske stoffer end andre. Der er også en klar tendens til, at nye produkter forurener indeluften mere end ældre, brugte materialer. Men det er også vigtigt at vide, at du selv kan gøre noget for at nedsætte risikoen.

- Det er en god idé fx at undgå røgelse i sin bolig, at bruge spraymaling udenfor og sikre god ventilation, efter man har haft computer og printer i gang, konstaterer Frank Jensen.

Rapporten slår fast, at vores adfærd i boligen spiller en væsentlig rolle for vores sundhed. Dvs. det kan have betydning, at vi lufter ud, når vi bruger hobbylime og tænder mange julelys, at vi imprægnerer sko under åben himmel, at vi undgår spraydåser samt ofte gør rent og lufter ud jævnligt.

 

 

 


Relaterede links