Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt.dk nr. 44 29.05/08

Få pant for din vandflaske

Vi har i Danmark fint og rent drikkevand i vandhanerne. Alligevel betaler danskerne i stor stil for vand på flasker, og det kan ses på gader og stræder samt i naturen, nu hvor sommeren titter frem. Derfor har miljøminister Troels Lund Poulsen (V) udstedt nye pantregler.

Reglerne betyder at der fremover vil være pant på flasker med kildevand, vand med og uden smag, iste og andre læskedrikke uden kulsyre, og som er umiddelbart drikkeklare.

Producenter, importører og forhandlere af emballager med kildevand, vand med og uden smag, iste m.m., får en overgangsperiode til at omstille sig til de nye regler og butikkerne får tid til at sælge ud af emballager uden pantmærke. Efter den 1. december 2008 vil det ikke længere være lovligt at sælge kildevand, iste mv. uden opkrævning af pant.

Miljøministeren ser de nye pantregler som en konsekvens af danskernes stigende forbrug af emballeret vand - med som uden smag.

Først og fremmest ser jeg udvidelsen af pantsystemet som en klar miljøgevinst. Vi ser alt for mange tomme emballager til kildevand og iste i vores natur,langs veje og på gader og pladser. Nu vil panten betyde, at langt flere flasker blive indsamlet og materialet genanvendt. Det bliver også lettere for forbrugerne, når der er pant på alle flasker til vand med og uden smag – uanset om der er brus i eller ej”, siger Troels Lund Poulsen.

Udvidelsen af pantsystemet anslås at omfatte ca. 100 mio. stk flasker med kildevand og godt 15. mio flasker til vand med smag, iste mv.


Relaterede links