Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt.dk nr. 44 29.05/08

Pas på farlige tatoveringer

De populære henna-tatoveringer virker uskyldige i forhold til almindelige tatoveringer. Men de kan give alvorlige allergiske reaktioner.

En midlertidig sort hennatatovering virker tillokkende på mange unge mennesker. Den pynter på den solbrune hud, man kan sende det rigtige signal via motivet og så forsvinder den igen i løbet af sommeren.

Men en hennatatovering kan også have en bagside. I sommermånederne rejser tatoveringskunstnere omkring i Europa og faldbyder hennatatoveringer der kan indeholde det stærkt allergifremkaldende stof PPD. Stoffet er tilladt som ingrediens i hårfarver under visse begrænsninger, men er forbudt i kosmetiske stoffer der påføres direkte på huden. Alligevel ses der hvert år eksempler på, at det alligevel sker.

Tatoveringskunstnerne opholder sig ofte kun få dage på samme sted, eksempelvis Roskildefestivalen, og derfor er det svært for myndighederne at kontrollere deres materialer. Ofte vil den allergiske reaktion hos kunden også først opstå senere, typisk næste gang vedkommende kommer i kontakt med selv meget lave koncentrationer af PPD. Eksempelvis ved en hårfarvning.

Det er ikke muligt at se, om der er tilsat PPD i hennatatoveringer, og tatovøren ved det ofte heller ikke. Alligevel kan man tage sine forholdsregler. Hvis tatovøren påstår, at hennapastaen, som smøres på for at give aftrykket, kan fjernes efter blot en time, indeholder det sandsynligvis PPD. Naturligt henna skal sidde på huden i meget længere tid for at give tilstrækkeligt farve.

Miljøstyrelsens anbefalinger omkring Henna-tatoveringer

• Undlad helt at få lavet Henna-tatoveringer, når du rejser til udlandet.
• Hvis du på et tidspunkt har fået lavet en Henna-tatovering, skal du tænke dig godt om, inden du farver hår. De allergiske reaktioner pga. PPD kan nemlig godt dukke op på et senere tidspunkt, selvom du ikke fik allergi, da du fik lavet Henna-tatoveringen.
• Får man lavet Henna-tatoveringerne i Danmark, bør man sikre sig, at farverne ikke indeholder PPD. Spørg fx den der laver tatoveringen.

Fakta om midlertidige Henna-tatoveringer                                      
Midlertidige Henna-tatoveringer males i mørke farver på huden i diverse  kunstneriske mønstre. Der er tale om tatoveringer, som forsvinder igen i løbet af nogle dage eller en uges tids.

For at gøre tatoveringerne mørke eller helt sorte tilsættes der ofte det sorte farvestof paraphenylendiamin (PPD). PPD er et stof, som kan give kraftige allergiske reaktioner. Den allergiske reaktion kan vise sig straks efter påføringen af farven eller i løbet af et døgns tid.

Har man først fået allergien, slipper man ikke af med den igen. Derfor kan det senere i livet give voldsomme allergiske reaktioner, hvis man igen kommer i berøring med PPD. Også selvom man ikke fik allergi første gang, man var i kontakt med stoffet.

Fx må der gerne være PPD i hårfarve. Det betyder bl.a., at børn, som får en Henna-tatovering med PPD, risikerer at få kraftige reaktioner flere år efter, hvis de på et tidspunkt farver deres hår med en hårfarve, der indeholder PPD. Allergiske reaktioner overfor PPD i hårfarver kan være meget voldsomme og kræve indlæggelse.

Det er ikke tilladt at anvende PPD i henna-tatoveringer i EU. I Danmark er Kemikalieinspektionen opmærksomme på problemet og undersøger de anvendte produkter, når de får kendskab til, at denne type tatoveringer tilbydes. På de større turiststeder kan der forekomme henna-produkter, som ikke overholder loven, ligesom reglerne ikke er de samme udenfor EU’s grænser.

EU-myndighedsnetværket for kosmetikområdet PEMSAC (Platform of European Market Surveillance Authorities for Cosmetics) gennemfører lige nu en stor informationskampagne, hvor man advarer mod de problematiske hennatatoveringer. Alle EU-lande er med - også Danmark. 


Relaterede links