Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt.dk nr. 45 - 30.05.08 - 30.06.08

Ren luft til alle

Luftkvaliteten i Danmark og de danske byer er i dag markant bedre, end den var for 20 år siden. Men regeringen vil have luftforureningen endnu længere ned.

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har netop præsenteret en luftstrategi, der skal resultere i renere luft i byerne og mindre forurening fra blandt andet skibsfarten, brændeovne og danske virksomheder.

- Strategien er et udtryk for regeringens vilje til at systematisere vores arbejde med luftforurening. Vi vil gøre det endnu bedre. Derfor er vi nødt til at vælge de rette løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Vi skal simpelthen have skabt os et bedre overblik, så vi kan få undersøgt tingene og så vi kan sætte ind med en målrettet og systematiseret indsats. På den måde får vi også mest miljø for pengene", siger miljøminister Troels Lund Poulsen.

Med strategien opsætter regeringen en række konkrete målsætninger og udpeger de fokusområder, hvor der er behov for en særlig indsats. Det drejer sig bl.a. om renere luft i byerne, renere brændefyring, renere skibsfart, mere miljøeffektiv teknologi og mere viden bl.a. om hvor partikelforureningen kommer fra. Strategien vil derefter lede frem til en egentlig handlingsplan, der kan udsendes i 2009.

100 millioner mod luftforurening

I de senere år har regeringen iværksat en lang række initiativer, som skal gøre luften endnu mere ren. De største byer har fået mulighed for at lave miljøzoner med krav om partikelfiltre på gamle lastbiler og busser. Partikelfiltre på nye person- og varebiler er blevet afgiftsfritaget. Afgiften på svovlfri benzin er blevet lettet. Der er indført miljøkrav til brændeovne og lavet en skrotningsordning for brændekedler. Alt i alt har regeringen afsat over 100 mio. kr. til bekæmpelse af luftforureningen siden 2001.

- Med strategien ønsker vi også at gøre op med, at det hele går den forkerte vej. Det gør det altså ikke! Vi har nogle udfordringer, som vi skal tage hånd om, og det gør vi også. Der er god grund til at glæde sig over de sidste årtiers sejre i kampen mod luftforureningen. Men de gode resultater må ikke blive en sovepude. Luftforurening er stadig en reel udfordring. Med den nye luftstrategi er kursen sat for de næste års kamp for at få ren luft til alle", siger Troels Lund Poulsen.


Relaterede links