Det viser en ny rapport, som Miljøstyrelsen har udarbejdet. Og fordi stofferne i bekæmpelsesmidlerne trænger lettere igennem huden, når den er skadet, fugtig eller våd, er der markant større risiko for, at pesticiderne trænger helt ind i kroppen.
Resultaterne fra rapporten kan også bruges til at fastslå, om der vil være en sundhedsrisiko, når man anvender bekæmpelsesmidler. Er risikoen for høj, vil Miljøstyrelsen nemlig ikke kunne godkende bekæmpelsesmidlet.
Brug handsker
- Da pesticider er giftstoffer, er det meget vigtigt, at landmænd, gartnere og andre, som til daglig beskæftiger sig med bekæmpelsesmidler, er klar over den øgede risiko, fortæller kontorchef Lea Frimann Hansen fra Miljøstyrelsen Pesticider & Genteknolgi.
For at sikre et godt arbejdsmiljø, skal man altså huske at iføre sig det rette udstyr. Bruger man engangshandsker, skal de smides ud efterfølgende, mens de noget tykkere latex- eller nitrilhandsker holder længere tid. Lige meget hvilke man vælger, skal man dog være opmærksom på ikke at få pesticiderne på indersiden af handsken, når man trækker dem af. Derudover skal man huske at vaske hænder efter arbejde med midlerne, og når man skifter handsker.
Vigtige resultater
Rapporten er baseret på en laboratorieundersøgelse af ni forskellige pesticider, som viser, at det især er de stoffer, der ligger midt på skalaen mellem let og svær vandopløselig, som har nemt ved at trænge ind. De mere fedtholdige bliver derimod i hudens yderste lag, og de vandholdige preller af. Og selvom det kun er en brøkdel af pesticiderne på det danske marked, som er testet, er resultaterne vigtige:
- Den nye viden om de ni forskellige stoffer kan bruges til at give et praj om, hvordan andre ikke-testede stoffer reagerer med huden, fordi vi allerede kender deres vandopløselighed. Rapporten peger også på, at test i laboratoriet på hud er tilstrækkelig, og at det ikke er nødvendigt at bruge levende forsøgsdyr for at vurdere hudoptagelsen. Dermed spares der ressourcer og dyreforsøg, siger Lea Frimann Hansen.
Retningslinjer revideres
Også i EU har resultaterne interesse. For øjeblikket laver den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) en revision af retningslinjerne for vurdering af de enkelte bekæmpelsesmidlers optagelse gennem huden. Retningslinjer, eller guidelines, er vigtige, fordi de benyttes i hele EU hver gang et bekæmpelsesmiddel bliver risikovurderet. Rapporten er blevet forelagt EFSA, som står for at revidere guidelines, og resultaterne kan bruges som datagrundlag for revisionen.
Yderligere oplysninger:
Lea Frimann Hansen
Miljøstyrelsen Pesticider og Genteknologi
Tlf. 72 54 45 46