Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt.dk nr. 53 - 18.12.09

EU arbejder for flere grønne indkøb

I 2010 skal halvdelen af alle offentlige indkøb i de europæiske lande i følge EU-Kommissionen være grønne. Danmark er godt på vej, og Miljøstyrelsen opfordrer fortsat til de grønne initiativer.

De danske indkøbere stiller nemlig krav til miljøet, når de handler. Det viser den seneste måling blandt de syv grønneste EU-lande, hvor Danmark ligger på en fjerde plads. 46 procent af danskernes offentlige indkøb er grønne, og det er i tråd med EU-kommissionens melding fra sommeren 2008. Her er målsætningen, at halvdelen af de offentlige indkøb skal være grønne i 2010 i EU's 27 medlemslande.

Spænd indkøbsmusklen
Og grønne indkøb er noget, som batter i miljøregnskabet. Offentlige indkøb udgør cirka 16 procent af EU's bruttonationalprodukt, så det er en kæmpe indkøbsmuskel, der kan bidrage til at sparke det grønne marked i EU i gang. Derfor støtter Danmark en fælles EU-indsats inden for offentlige grønne indkøb.

- Mere ensartede og flere miljøkrav i de forskellige lande vil sandsynligvis gøre livet lettere for mange virksomheder, der har set mulighederne i at levere grønne produkter til det offentlige. Dermed styrker vi mulighederne for grønne indkøb, siger Line Bech fra Miljøstyrelsen, som arbejder med at fremme grønne indkøb hos både private og offentlige virksomheder.

Kommissionens nye initiativer
EU-kommissionen vil i 2010 lave en undersøgelse af, hvordan 10 af medlemslandene - herunder Danmark - har valgt at organisere deres grønne indkøb. Formålet er at få et bedre grundlag for at finde en fælles EU-metode til udvikling af kriterierne. Kommissionen etablerer også en helpdesk og planlægger at udsende kvartalsvise nyhedsbreve om emnet.

- Fra dansk side er vi glade for de nye initiativer og åbenheden, og vi ser frem til en løbende dialog mellem Kommissionen og medlemslandene om, hvordan offentlige grønne indkøb kan fremmes på bedst mulig vis, siger Line Bech.

G7 tilbyder sin hjælp
EU-Kommissionen får yderligere hjælp fra miljøsamarbejdet The Green Seven, i daglig tale G7, hvor Danmark sammen med seks andre frontløbere i EU har tilbudt at hjælpe Kommissionen med at nå målsætningen om de offentlige grønne indkøb ved at fungere som en uformel rådgivningsgruppe, som Kommissionen kan bruge som sparringspartner.

Indtil videre har EU udviklet kriterier på 10 produktområder, blandt andet transport, tekstiler, byggeri, møbler og fødevarer. I stedet for det planlagte kriteriesæt om medicinsk udstyr er sundhedsartikler samt 10 yderligere kriterier på vej til listen.
Miljøstyrelsen arrangerer i starten af næste år en høring af de nuværende kriterier hos danske interessenter. Det skal give input til kommende revisioner af kriterierne og til samarbejdet med de andre G7-lande. Den næste EU-måling af niveauet for offentlige grønne indkøb bliver gennemført i 2011 – denne gang i alle medlemslandene.

Yderligere oplysninger:
Line Bech
Miljøstyrelsen Miljøteknologi
Tlf. 72 54 45 31


Relaterede links