Spring til navigationen Spring til indhold
Miljønyt nr.56 - 10.juni 2010

Den lette vej til grønne indkøb

Hvordan sikrer man bæredygtige indkøb blandt forbrugerne? Det var spørgsmålet ved et debatarrangement hos Miljøstyrelsen.

”Moar, jeg vil ha’ en is!” ”Og en cola!”.  Når man som forældre er ude at handle ind med sine små børn, er det ikke altid overskud, man har mest af. Derfor er det de færreste, der tager sig tid til at gå efter de miljørigtige produkter. Men det skal nu ændres. Miljøstyrelsen var den 18. maj vært for en paneldebat om bæredygtige indkøb, som MST arrangerede sammen med CSR-Forum. Over 50 deltagere bidrog til debatten, som handlede om hvordan detailhandlen kan fremme bæredygtige forbrugsmønstre. Vicedirektør i Miljøstyrelsen Anne-Marie Rasmussen var ordstyrer for debatten, som var opbygget omkring et panel bestående af Thomas Roland fra FDB, Mikkel Stenbæk Hansen fra Copenhagen Resource Institut og Sille Børgesen fra marketingsbureauet Fireball.

Et nyt begreb hedder ”Choice Editing” og kendes blandt andet fra Sverige. Choice Editing er, når et supermarked på forhånd udvælger de mindst miljøbelastende varer til forbrugerne, så forbrugerne ikke skal lede efter de miljømærkede produkter. Der har været stor succes med dette i Sverige, hvor der findes over 400 svanemærkede dagligvarebutikker.

Det var tydeligt under paneldebatten, at der venter en kompliceret udfordring, hvor der er behov for fælles indsatser, som involverer både virksomheder, myndigheder og borgere.

Miljøstyrelsen kommer til at arbejde videre med bæredygtigt forbrug og detailhandlens rolle det næste år gennem to projekter finansieret af Nordisk Ministerråd.
Yderligere oplysninger

Line Bech fuldmægtig i Miljøteknologi, Miljøstyrelsen
Tlf.: 72 54 45 31,

Eller Mette Lise Jensen Fuldmægtig i Miljøteknologi, Miljøstyrelsen
Tlf.: 72 54 45 85,