Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt nr. 61 - 29. april 2011

Danmark er formand for The Green Seven+

I dette forår har Danmark formandskabet for The Green Seven+, der er en gruppe af europæiske frontløberlande, som er gået sammen for at påvirke EUs indsats indenfor offentlige grønne indkøb.

Under formandskabet vil Danmark sætte særlig fokus på, hvordan vi kan udvikle en mere innovativ tilgang, der kan være med til at sætte ekstra skub i markedet for grønne produkter. Derudover vil Danmark også fokusere på erfaringsudveksling landene imellem, bl.a. indenfor de områder hvor de grønne indkøb kan betale sig i kroner og øre. 

Næste møde i gruppen holdes den 24. maj. Og allerede dagen efter er der møde med kommissionen om den fremtidige indsats inden for offentlige grønne indkøb. 

Offentlige grønne indkøb 2011
EU har fået øjnene op for potentialet i offentlige grønne indkøb som en central løftestang til at opnå bæredygtigt forbrug og produktion i et innovativt og ressourceeffektivt samfund. EU’s præsident Barosso luftede temaet tydeligt allerede i december 2009 med denne udtalelse: “It is time to harness the power of government procurement to promote innovation.”
 
Offentlige grønne indkøb er derfor godt på vej til at blive integreret i mange forskellige strategier og handlingsplaner. Et centralt dokument for tiden er Europa 2020 – EU's vækststrategi, hvor miljøkrav i offentlige indkøb er nævnt som et instrument, der bør udnyttes mere strategisk og offensivt. I øjeblikket kører der også en proces om modernisering af udbudsdirektiverne, hvor der fx er fokus på, at det skal være nemmere for offentlige indkøbere at stille miljøkrav. 

I 2011 vil EU-kommissionen måle niveauet for offentlige grønne indkøb i alle EU lande. I løbet af juni og juli måned vil der blive rullet en større undersøgelse ud, som offentlige indkøbere bliver bedt om at svare på. Konklusionen på undersøgelsen ligger efter planen klar i slutningen af 2011. Ligeledes vil mange af EU's kriterier for offentlige grønne indkøb blive revideret i 2011.


The green seven+ er:
Østrig, England, Danmark, Sverige, Holland, Finland og Tyskland. Herudover deltager Schweiz, Norge og Belgien i gruppens arbejde.


Fakta om grønne offentlige indkøb
• 16% af EU's BNP anvendes på offentlige indkøb
• EU-målet var 50 % offentlige grønne indkøb i udgangen af 2010. Målet vil eventuelt blive revideret i 2012, i forbindelse med en handlingsplan for bæredygtig produktion og forbrug.
• Den danske indsats er bl.a. koncentreret om:
o Partnerskab for offentlige grønne indkøb, som er målrettet kommunerne, og hvor omdrejningspunktet er helt konkrete mål for grønne indkøb.
o Forum for bæredygtige indkøb, ny portal for bæerdygtige indkøb vil blive lanceret i maj.


Yderligere oplysninger:
Line Bech, Miljøteknologi, , tlf. 72 54 45 31
 

 


Relaterede links