Spring til navigationen Spring til indhold
MiljøNyt nr. 64

Historisk aftale løser 10 års dødvande omkring affaldsdumpning


Partslandene til Basel-konventionen er nået til enighed om, hvor mange lande der skal til, før forbuddet mod dumpning af farligt affald i ulandene kan træde i kraft på globalt plan. Det betyder, at vi nu er tættere på at forbuddet træder i kraft under konventionen end nogensinde før.

- Internationalt samarbejde virker!

Med disse ord afsluttede den colombianske COP-præsident Paula Caballero i oktober Basel-konventionens tiende partskonference (COP10) i Cartagena i Colombia.

Efter 10 års dødvande med international uenighed om den globale strategi på affaldsområdet, kom der nemlig et gennembrud på partskonferencen. Parterne til konventionen er blevet enige om, at når 65 lande efterlever forbuddet mod eksport af farligt affald fra rige til fattige lande, vil forbuddet træde i kraft på et globalt plan. De historiske resultater er baseret på en erkendelse af, at hvis man ikke kommer videre nu, vil det internationale samarbejde på affaldsområdet have spillet fallit.

På nuværende tidspunkt mangler kun 16 lande at tilslutte sig forbuddet på det nationale plan. De nordiske lande har derudover lavet en aftale om, at hjælpe de sidste 16 lande til at efterleve kravene.

Hos Miljøstyrelsen er man ikke i tvivl om, at partslandenes enighed vil betyde et forbud inden længe.

- Jeg er utrolig glad for resultatet – det betyder, at det forbud som Danmark har kæmpet så hårdt for, nu træder i kraft under konventionen. Jeg er også glad, fordi vi i Norden er blevet enige om at fortsat at hjælpe de lande, der mangler at indføre Basel forbuddet. Et initiativ som vi godt kan være stolte af, og som også blev fremhævet og rost på partskonferencen, fortæller international rådgiver i Miljøstyrelsen Lone Schou, der var en af Danmarks repræsentanter på partskonferencen.

Forbuddet allerede indført i EU
Med fastsættelsen af landeantal løser man en 10 år gammel hårknude. Og med det tager man det første men meget vigtige skridt i forhold til at et globalt forbud mod eksport af farligt affald til ulandene.

Allerede i 1995 vedtog parterne til Basel konventionen et forbud mod eksport af farligt affald til ulandene, under stærk indflydelse af Danmark. På grund af modvilje fra en række rige lande herunder Japan, Australien, Canada og USA, har det desværre ikke været muligt i de mellemliggende år at opnå enighed om hvorledes man skal fortolke den bestemmelse under konventionen, som kan effektuere denne vedtagelse globalt. Forbuddet er for længst trådt i kraft i Danmark og resten af EU, men kan nu også indføres i Basel-konventionen og dermed resten af verden.

Derfor er Lone Schou fra Miljøstyrelsen stolt af resultatet og enig med COP-præsidenten.

- Jeg kan fuldt tilslutte mig Paula Caballeros udtalelse om, at den internationale forhandlingsviljes sejr på denne partkonference viser, at internationalt samarbejde virker! siger hun.

 

Lone Schou var en af Danmarks repræsentanter på partskonferencen i Colombia.

 


Relaterede links