Spring til navigationen Spring til indhold
Nyhedsbrev nr. 29 / Marts 2006

Stor efterspørgsel efter kemi-database

300 virksomheder og institutioner har anskaffet sig en kemi-database, hvor de kan hente oplysninger om de kemiske stoffer, der bruges i professionelle rengøringsmidler på det danske marked. Databasen kan bruges til at designe og udvikle rengøringsmidler, der tager hensyn til miljø og sundhed.
Kemi-databasen er udviklet som led i projektet ”Miljøindsats for industrielle og institutionsanvendte rengøringsmidler”, som netop er blevet offentliggjort i to rapporter. Bag projektet står Brancheforeningen for Sæbe, Parfume og Tekniske/Kemiske artikler (SPT), der har fået faglig assistance fra Institut for Vand og Miljø (DHI) og Dansk Toksikologi Center (DTC) og tilskud fra Miljøstyrelsen.

Brancheforeningen SPT sender databasen ud til alle, som henvender sig, og med støtte fra Miljøstyrelsen er det gratis at få fingre i den. Det har mere end 300 virksomheder og institutioner uden for foreningen benyttet sig af.

- Alene ud fra det store antal virksomheder og institutioner, der har henvendt sig for at få kemi-databasen, må vi sige, at den er en succes-historie, siger Jens Prebensen, konsulent i SPT.

I Miljøstyrelsen er der også glæde over den store interesse, som databasen har skabt i og uden for branchen.

- Projektet ville nok aldrig være blevet til noget uden den økonomiske støtte fra Miljøstyrelsen. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at databasens udbredelse har været og er afhængig af brancheforeningens aktive deltagelse, siger biolog Søren Mørch Andersen, Miljøstyrelsen Industri.

Nemmere at sammenligne stoffer
Udgangspunktet for projektet var at kortlægge de kemiske stoffer i vaske- og rengøringsmidler til professionelle brugere og samtidig klarlægge, hvilke egenskaber stofferne har. De indsamlede data er indarbejdet i kemi-databasen, som gør det nemt at sammenligne kemiske stoffer med hinanden. Dermed kan producenterne bruge databasen til at designe rengøringsmidler, der tager hensyn til miljø og sundhed, og udvikle produkter, der kan miljømærkes med Svanen og Blomsten.

- Helt konkret blev databasen og de oplysninger, der blev indsamlet under projektet, brugt til at undersøge hvilke af de stoffer, der bruges i rengøringsmidlerne, der er kritiske i forhold til miljømærker, og hvad der kan gøres for at erstatte dem. Det har gjort, at SPT’s producenter inden for professionelle rengøringsmidler i dag er særdeles godt klædt på, når de skal udvikle miljømærkede produkter, siger Jens Prebensen fra SPT og tilføjer:

- Det gode er, at brugerne af databasen kan tjekke de kemiske stoffer, som findes i deres vaske- og rengøringsmidler. Eller producenten kan bruge databasen til at designe et miljømærket produkt. Hvis producenten for eksempel er ved at designe et produkt, kan han hurtigt udskifte nogle af dets indholdsstoffer og se, om det giver det en bedre miljø- og sundhedsprofil.

Skal fremme miljømærkerne

For Miljøstyrelsen er miljø-mærkning af professionelle rengøringsmidler højt prioriteret. Databasen er et stærkt værktøj til at designe nye rengøringsmidler til miljø-mærkning, og styrelsen håber, at producenterne vil tage databasen til sig, så der fremover kommer endnu flere miljømærkede rengøringsmidler på markedet.

- Mange virksomheder vil jo gerne markedsføre sig som miljøvenlige, og det kan de netop gøre med miljømærkerne. Så jeg er sikker på, at databasen vil blive bredt anvendt af branchen, påpeger Søren Mørch Andersen fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen støtter kemidatabasen til og med 2006, hvor den løbende forstærkes med flere data. Databasen kan bestilles ved at emaile til spt@spt.dk og er gratis frem til og med 2008.

Relaterede links