Spring til navigationen Spring til indhold
Nyhedsbrev nr. 29 / Marts 2006

Flere colibakterier mindsker ikke sikkerheden

Ny målemetode har betydet, at der oftere bliver opdaget coliforme bakterier i vandværkernes målinger. Det betyder dog ikke, at vandet er mere forurenet.
1. maj 2005 godkendte Miljøstyrelsen en ny forfinet målemetode til at bestemme, om drikkevand indeholder colibakterier og/eller coliforme bakterier. Det har betydet, at flere vandværker har oplevet en stigning i antallet prøver, der indeholder coliforme bakterier. Ifølge dyrlæge i Miljøstyrelsen, Linda Bagge, er drikkevandet som udgangspunkt af samme kvalitet som før metodeskiftet, men den nye metode er bedre til at påvise coliforme bakterier end den gamle metode. Forbrugerne kan altså stadigvæk føle sig trygge.

For kommunerne har den nye metode betydet, at de oftere skal have fat i embedslægen. Det er nemlig embedslægen som bliver kontaktet, når der findes vandprøver med colibakterier eller coliforme bakterier. Embedslægen opgave er at vurdere, om der er en sundhedsmæssig risiko forbundet med fundene.

Hos embedslægen i Vejle Amt har man oplevet, at der er kommet væsentlig flere henvendelser fra især kommunerne, som vedrører små vandværker, hvor prøver har vist, at der er kolibakterier i vandet. Men heller ikke her mener man, at der er grund til øget nervøsitet blandt forbrugerne.

- Det, vi ser, er ofte meget små mængder, som næppe har betydning for sundheden. Derfor har det heller ikke været nødvendigt at give kogepåbud i alle tilfældene, siger Henrik L. Hansen, embedslæge i Vejle Amt.

Når prøverne viser, at der er koliforme bakterier i vandet behøver det ikke skyldes en egentlig forurening med fx afføring fra dyr. Det kan også bare skyldes snavs på grund af manglende vedligeholdelse på vandværkerne. Derfor har Embedslægerne også tilrådet kommunerne, tjekke op på de små vandværker.

- Er der en positiv prøve er det udtryk for, at der er mikroorganismer i vandet. Derfor bliver vandværkerne gennemgået for at se, om der er problemer, som eventuelt kan forklare fundet, siger Henrik L. Hansen.

Selvom den nye målemetode har givet mere arbejde til både embedslægerne og vandværkerne mener Henrik L. Hansen alligevel, at der er en klar fordel forbundet med metoden.

- Den er bl.a. hurtigere end den gamle metode, så vi får hurtigere svar på, om der er en forurening, siger Henrik L. Hansen.

Relaterede links