Samarbejdspartnere giver karakterer til Miljøstyrelsen
Resultatet af Miljøstyrelsens første Service- og Visionsregnskab er nu offentliggjort. På en karakterskala fra 1 til 4 viser regnskabet en gennemsnitlig tilfredshed på 3. Journalister, ministerier og styrelser er de mest tilfredse samarbejdspartnere, mens virksomheder, rådgivere og forskere er de mindst tilfredse.
I efteråret 2005 udsendte Miljøstyrelsen et spørgeskema til en lang række samarbejdspartnere for at tage pulsen på styrelsens evne til at samarbejde, yde service og kommunikere. Udgangspunktet var at afprøve styrelsens visioner og værdier. Samarbejdspartnernes besvarelser danner grundlag for Miljøstyrelsens første Service- og Visionsregnskab 2005, som blev offentliggjort i begyndelsen af marts.
- Jeg vil gerne takke vores samarbejdspartnere for de mange nyttige tilbagemeldinger, vi fik i Miljøstyrelsen. Vi modtog 641 besvarede spørgeskemaer, og det er vi meget glade for. De mange besvarelser giver et solidt grundlag for resultaterne i Service- og Visionsregnskabet, som dermed er en god pejling på, hvad omverdenen synes om vort arbejde og vore arbejdsmetoder, siger Miljøstyrelsens direktør Ole Christiansen.
I Service- og Visionsregnskabet er samarbejdspartnerne opdelt i otte forskellige målgrupper: Miljøinteresserede borgere, rådgiver/forskere, virksomheder, journalister, interesseorganisationer, ministerier/styrelser, amter/kommuner og styrelsens egne medarbejdere. Helt konkret måler regnskabet målgruppernes tilfredshed med Miljøstyrelsen både i forhold til styrelsens visioner og værdier og i forhold til service og kommunikation.
Miljøstyrelsen scorer overordnet en gennemsnitlig karakter på 3 (på en skala fra 1 til 4). Med små variationer viser regnskabet, at journalister og andre ministerier/styrelser er de mest tilfredse samarbejdspartnere (begge 3,1), hvorimod virksomheder og rådgivere/forskere er de mindst tilfredse (begge 2,8).
- Overordnet er resultatet tilfredsstillende, og jeg glæder mig over, at vores samarbejdspartnere på langt de fleste områder er tilfredse med styrelsens arbejde. Men regnskabet viser også, at der er plads til forbedringer, og vi vil i styrelsen gerne sætte os højere mål. Udfordringen er derfor at bruge resultaterne til at udvikle og forbedre os. Derfor er både ledelse og medarbejdere i fællesskab ved at pejle os ind på nogle konkrete fokusområder, som vi vil arbejde målrettet videre med, fastslår Ole Christiansen og understreger, at det er et hovedmål for styrelsen at forbedre service og dialog over for alle samarbejdspartnere bl.a. i de daglige samarbejdsprocesser.
Miljøstyrelsens Service- og Visionsregnskab er udarbejdet af Hedeselskabet Miljø & Energi. Hele regnskabet og de tilhørende frekvenstabeller, der indeholder et omfattende og uddybende talmateriale samt kommentarer, er tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside